[vc_row][vc_column][vc_column_text]
Af Morten Kildebæk
[/vc_column_text][vc_row_inner][vc_column_inner width=”3/4″][vc_column_text]Nogle dokumentarfilm har blot brug for et håndholdt kamera til at beskrive virkeligheden. Andre skaber indlevelse og fremdrift ved at svælge i underlægningsmusik, dollyskud og fiktionskoder. Vold – I kærlighedens navn tager fra begge lejre på lavmælt og fintfølende vis.
Christina Rosendahls sidste film var thrilleren Idealisten (2015), og den har ikke umiddelbart nogen ligheder med hendes nye dokumentarfilm. I starten af sin karriere beskæftigede hun sig dog flere gange med faktagenren – bl.a. i Stjernekigger (2002), som fulgte lillesøsteren Pernille Rosendahls daværende band Swan Lee. Med det nyeste skud på stammen befinder den danske instruktør sig altså ikke i en uvant situation.
Vold – I kærlighedens navn er centreret omkring organisationen Danner, der tager sig af kvinder og børn, som udsættes for fysisk og psykisk vold i hjemmet. Her følger vi over fem år medarbejdere og de frivilliges arbejde. Udover møder mellem personalet observerer vi flere af rådgivernes samtaler med voldsramte kvinder, som er midlertidigt bosat i krisecentret. Det er tydeligt, at kampene og konflikterne langt fra er overstået, bare fordi kvinderne er flyttet ind bag sikre mure. Nu påbegyndes nemlig processen i at hele mentalt. I selskab med socialrådgivere og psykologer skal fortiden bearbejdes, og en ny hverdag skal påbegyndes.
[/vc_column_text][/vc_column_inner][vc_column_inner el_class=”facts” width=”1/4″][vc_column_text]ANMELDELSE AF:
Vold – i kærlighedens navn[/vc_column_text][vc_column_text]ORDET SYNES:
[/vc_column_text][vc_column_text]PROD. ÅR:
2017[/vc_column_text][vc_column_text]INSTRUKTØR:
Christina Rosendahl[/vc_column_text][vc_column_text]LAND:
Danmark[/vc_column_text][/vc_column_inner][/vc_row_inner][vc_column_text]Under samtalerne filmes kvindernes ansigter i håndholdte nærbilleder, hvilket understreger, at publikum lukkes ind i et yderst intimt rum. At der ikke bruges affektfremkaldende underlægningsmusik, gør det ikke mindre intenst, når kvinderne åbner sig op. Mellem de koncentrerede følelsesudladninger får vi mulighed for at puste ud til smukke billedmontager af efterårs-København, der akkompagneres af Peter Albrechtsens underspillede, melankolske lyddesign.
Filmens struktur er ikke revolutionerende for dokumentargenren, men resultatet er særdeles virkningsfuldt. Opbygningen er ganske vist repetitiv, men det konstante skift mellem rådgivningssamtaler og smukke dækbilleder skaber en intens, nærmest terapeutisk, oplevelse.
Kronologi er samtidig ikke vigtigt for filmens struktur. Optagelserne er nemlig mestendels arrangeret efter forskellige tematikker, som forekommer i kvindernes samtaler. Det mest rørende afsnit fokuserer på børnene i de voldsudsatte familier. Her vises vi indledningsvist tegninger, som børnene hos Danner har udarbejdet. Alle tegninger viser en far slå den grædende mor, mens børnene græder eller gemmer sig.
Vold – I kærlighedens navn er en lille film, og derfor fungerer den simple struktur særdeles godt. De små armbevægelser gør oplevelsen både intim og intens. Havde Christina Rosendahl valgt at søle de skrøbelige, men dramatiske historier ind i patosvækkende virkemidler, ville resultatet faktisk have været mindre virkningsfuldt. Vigtigst af alt er filmen rørende, for man kan da kun lade sig påvirke af at opleve det betydningsfulde arbejde, som de ansatte og de frivillige på Danners krisecenter yder.
Rosendahl bringer os i sidste ende en opløftende historie, som kan gribe selv den koldeste skid om hjertet. Her er ikke tale om en revolutionerende dokumentarfilm i hverken form eller indhold, men Vold – I kærlighedens navn excellerer i det, den har sat sig for at gøre: En samfundsmæssig problematik formidles med en fintfølende nærhed, der kommer af et filmteknisk og fortællemæssigt overskud.
[/vc_column_text][/vc_column][/vc_row]
Kommentarer